Sørby fodbold til Landsmesterskaberne

Fredag den 1. marts til søndag den 3. marts var 40 børne-/ ungdomsspillere til Landsmesterskaberne i indendørs fodbold i Fredericia.
Fredag den 1. marts kl. 15.30 mødtes 40 børne-/ ungdomsspillere samt 10 trænere på Sørbyhallens parkeringsplads, klar til at tage på weekendtur til det jyske, med fokus på fodbold, venskab og glæde.
Det var en spændt flok spillere fra U9 til U15, som fredag eftermiddag tog afsked, for at køre til Fredericia, hvor DGI Landsmesterskaber i indendørs fodbold blev afholdt. Vi var af sted med hele 6 børne-/ungdomshold, hvilket var tredje fleste hold pr. klub til landsmesterskaberne.
Kampene startede tidligt lørdag formiddag og søndag middag blev de sidste kampe spillet. Undervejs var der masser af tid til hygge med vennerne og tid til at lære spillerne fra de andre hold bedre at kende. Lørdag aften var alle holdene i badeland, hvilket var et stort hit, og efterfulgt af en tur på McDonald’s, så var lørdagen helt perfekt for de unge piger og drenge.